Hvorfor skal der være en titel?

Jeg har kendt en hel del mænd indtil nu. Nogle har været temmelig flygtige, og har nok mest bare været for at udfylde tiden.
Andre har været helt fantastiske, noget nær perfekte.

Jeg startede sødt ud, med at forelske mig i en bondedreng. Vi startede med at fucke vores forældres tlf'regninger op i skyhøje dimensioner i nogle mdr, før vi reelt set blev kærester. Derefter låste vores forældre tlf'erne for opkald til mobiltlf'er og vi fortsatte med vores mobiltlf'er*.
Han var sød. Jeg var knapt så sød. Han var 16, jeg var 14. Jeg fik mit eget værelse, hos hans forældre og vi var temmelig søde sammen.
Efter et års tid, rejste han på landbrugsskole - for det gør den slags jo. Og jeg blev temmelig trodsig, for det passede mig bestemt ikke. Så jeg gjorde ham temmelig jaloux, temmelig med vilje.
Så det gik galt efter omtrent 1½ år.
Ham ser jeg en sjælden gang i mellem, og hilser da stadig på ham.

Kort tid efter var der en ung gymnasieelev. Ham faldt jeg pladask for, og ham for mig. Men ingen af os, kunne håndtere denne nye følelse, og vi var derfor kropumulige sammen. Det holdt ikke så længe. Ca. 1 år.
Ham hilser jeg ikke rigtig på.

Da jeg var 17, og egentlig temmelig ligeglad med fyre, mødte jeg min eks. Og han var irriterende! Han var på det tidspunkt 21. Egentlig mødte jeg ham ikke dér, for jeg har altid kendt ham. I hvert fald hele min teenage tid. Han var ham med den kedelige kæreste, som gik op i biler.
Vi mødtes tilfældigt efter en EM kamp, hos min veninde (Danmark-Sverige), og fordi Danmark vandt, skulle vi mødes med min mor og hendes veninder(alle deres mænd var i Portugal for at se kampene) på x'et(det lokale sted).
Vi var temmelig fulde, dog ikke Mads, da han var i bil. Og han indvilligede, dog modvilligt, i at køre os derned.
Der kom han til at sidde ved siden af mig, og som den bly diskrete viol jeg er, tog jeg ham på låret fra vi satte os, og til han gik.
Han havde åbenbart fået mit tlf'nr. af min veninde, i hvert fald skrev han en af de der gængse sms'godnat-beskeder.

Dagen efter undskyldte jeg min lettere gramsen af hans, ellers nydelige, lår. Og derfra kørte den lidt frem og tilbage mellem os.

Nogle dage efter, var det fredag og vi samledes sædvanligvis til nogle øl og lidt vrikken med numserne(ikke for mit vedkomne, jeg danser ikke) i byen efterfølgende. Og dagende forinden, var der blevet lagt op til det helt store.
Jeg endte da også med at tage ham med hjem. Og det var fint.

Problemet kom først de følgende 14 dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne slippe af med ham igen. Han var alle steder. Og.... Jo... Han var jo sød. Men! Jeg skulle jo begynde på hhx og være fuld og fri og sjov og MIG. Og det kom han lidt og ødeladge.

Resten er historie. Glade sammen. Hus sammen. Utroskab med silikonebrysterne og lange tider med ynkelig Betina.

Jeg tør godt indrømme at jeg stadig hilser på ham. :P

Siden da, har jeg kun haft flygtige bekendtskaber. Max 3 mdr. Peter toppede og tog en 4-5 stykker, men han er også det bedste menneske jeg har mødt, nogensinde.
Problemet er vidst lidt, at hver gang det virker seriøst, så får jeg kolde fødder og stikker af.
Og jeg ved virkelig ikke hvorfor. F.eks. Peter er et heeelt igennem godt menneske. Jo, han prutter temmelig meget, men hvis det er det største problem, burde jeg virkelig tage mig sammen.

*Min var i mine forældres navn, og endte med at blive taget fra mig om aftenen. :P